Historien
Panumkoret blev stiftet i 1993 i kælderen på Panuminstituttet. Det var to medicinstuderende, Laila Schneider og Birgitte Kjær der tog initiativet dengang. Det var et kor udelukkende for medicinstuderende og der er da stadig et par at de ”gamle hoveder” tilbage fra dengang, dog hverken Laila eller Birgitte.
Koret flyttede efter et par år fra Panuminstituttet til Studenterhuset i Købmagergade . I den forbindelse blev der åbnet for optag af andre end medicinstuderende. Det faktum kombineret med at vi efter korøvning i studenterhuset havde adgang til meget billige øl og ofte god levende musik, ændrede også koret i en meget positiv social retning.
Akustikken var dog elendig og der var på et tidspunkt flere problemer som gjorde at vi efter flere år i Studenterhuset søgte tilflugt i Skt. Andreas Kirkes meget smukke menighedslokaler. Kort efter fik vi mere permanente omgivelser i Stefanskirkens menighedslokaler på Nørrebro.
Korets første dirigent var Torsten Mariegaard. Fra 1996 til 2003 dirigerede Gorm Larsen og siden 2003 Jon Hollesen. Gorm Larsen er stadig gæstedirigent og vi er meget glade for hans fortsatte tilknytning til koret.
I årene med Jon har koret udviklet sig meget. Musikalsk har Jon arbejdet meget med sangteknik, udtryk og holdning. Det sociale korliv er med Jon blomstret yderligere op og der forspildes sjældent en chance for at mødes i koret. En vigtig udvikling i samme periode er korets årlige succesfulde udlandsrejser og små tourneer.
Vi har været i Milano, Berlin, Amsterdam, Dublin og Budapest. Vi har nu ikke helt svigtet vores trofaste svenske publikum og tager også over Sundet med jævne mellemrum. På den måde har koret både socialt og musikalsk udviklet sig meget de sidste 5 år.
Koret har stadig en stærk tilknytning til det sundhedsvidenskabelige fakultet og lægeverdenen i det hele taget. De trofaste, og der er en del, er selvfølgelig blevet læger. Derudover er der en del medicinstuderende. Således er læger og medicinstuderende nok lidt i overtal for tiden.


Seneste kommentarer
1 år 9 uger siden
1 år 9 uger siden